Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte etableringen af det nye Danmarks Tekniske Museum i Svanemølleværket med en donation på 100 mio. kr. Donationen er et afgørende gennembrud for at bringe visionen om et nationalt teknologimuseum på internationalt niveau tættere på virkelighed.
Midlerne skal blandt andet bruges til at udvikle nye udstillingsformater, hvor historiske gennembrud sættes i dialog med nutidens og fremtidens teknologier – med blik for både muligheder og dilemmaer. De skal samtidig sikre stærke rammer for samarbejder med forskningsmiljøer, uddannelsesinstitutioner, foreninger og virksomheder, så museet kan blive en attraktiv platform for videndeling, talentudvikling og åben demokratisk samtale.
Allerede fra 2026 investeres 10 mio. kr. i at udvikle og afprøve nye formidlings- og samarbejdsformer på museet i Helsingør. Erfaringerne herfra bliver et vigtigt fundament for det kommende museum i Svanemølleværket.
Støtten styrker projektets finansielle og strategiske fundament og gør det muligt at fastholde fremdriften, løfte ambitionsniveauet og arbejde målrettet videre mod den samlede realisering.
