J.C.H. Ellehammer

Danmarks mest berømte opfinder, Jacob Christian Hansen Ellehammer (1871-1946), fik 59 danske patenter og arbejdede med mange, vidt forskellige ting. I udstillingen kan man bl.a. opleve Ellehammers fly og helikopter, tivolibåd, brandslukningspumpe og meget mere.

Nogle af Ellehammers opfindelser blev kommercielle successer, andre blev til en idé på et stykke papir. Han er mest kendt for sine flyveforsøg i 1906, men det blev hans brandslukningsudstyr, der dannede basis for den virksomhed, der fortsat eksisterer under navnet Ellehammer A/S.