Opfindsom sommerferie

Går du med en opfinder i maven? – så besøg Danmarks Tekniske Museum i sommerferien. Her kan du dykke ned i stribevis af sjove, gode og skæve idéer i udstillingen ”OPFINDELSER – skabertrang og drømme” og selv udfolde din opfindsomhed i det nye MAKERSPACE.

 

Mennesker og idéer

I den nyåbnede udstilling ”OPFINDELSER – skabertrang og drømme” ser museet på nogle af de opfindelser, der har skabt den verden, vi kender i dag. Nogle har radikalt ændret den måde, vi har indrettet vores verden på, nogle har lagt grundstenen til danske industrieventyr, mens andre aldrig blev til mere end en fiks ide. Fælles for dem alle er, at de repræsenterer en enestående menneskelig iderigdom og lyst og vilje til at løse udfordringer.

 

Find din indre opfinder

Er du mere til selv at prøve, så besøg udstillingens kreative MAKERSPACE, hvor du kan løse sjove udfordringer og bygge inspirerende prototyper. Kan du fx konstruere en rumkapsel, der kan få astronauten sikkert ned på jorden? Eller en bro fra Helsingør til Helsingborg, uden brug af lim? Måske går du med en rigtig opfinder i maven, og vil bygge din helt egen opfindelse. Så kan du lade dig inspirere af de 17 verdensmål eller opfindelserne i udstillingen, og bygge en prototype på din egen opfindelse, og hvem ved, måske kan du være med til at løse fremtidens problemer?

 

H.C. Ørsted dage 

Fra den 20. til 24. juli markeres 200 året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen på museet, og du kan selv prøve at bygge elektromotorer, lave kompas og eksperimentere med magnetisme og strøm. For hvordan hænger strøm og magnetisme sammen? Hvad bruger vi det til i hverdagen? Og hvor finder vi elektromagnetisme i en hårtørrer eller en boremaskine? Vi leger, eksperimenterer og fordyber os alle hverdage fra kl. 10.30-15.00 i museets MAKERSPACE.

 

Praktisk information

Sommerferieaktiviteterne foregår i perioden fra lørdag d. 27. juni til og med søndag d. 9. august fra kl. 10:30 til 15. Museet har åbent hver dag i sommerferien fra kl. 10 til 17, samt aftenåbent alle onsdage til kl. 21.

Entré koster 95 kr. voksen og børn under 18 er gratis. Aktivitetsarmbånd der giver adgang til MAKERSPACE koster 25 kr., og I må selvfølgelig tage jeres opfindelser med hjem.

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Youtube