Visionen for et nyt Danmarks Tekniske Museum

Det er planen, at Danmarks Tekniske Museum på sigt skal flytte til Svanemølleværket i Københavns Nordhavn. Vi glæder os til at invitere publikum, brugere og samarbejdspartnere ind i værkets smukke, rå industrihaller og sammen udforske de muligheder og udfordringer, teknologien stiller mennesket overfor i en moderne verden.  

Det er vores ambition at blive et samlingspunkt, hvor teknologi og håndværk kan dyrkes, opleves og undersøges, og hvor vi kan sætte verden sammen på nye måder i overraskende koblinger mellem nutid, fremtid og fortid.

Alle skal ikke være teknologinørder, men vi skal agere i en verden i forandring. Robotter, digitalisering, kunstig intelligens, bioteknologi og andre avancerede teknologier forandrer den måde, vi arbejder, lever og kommunikerer på. Derfor har Danmark brug for et nyt moderne museum med internationale ambitioner, der inviterer de besøgende på en engagerende rejse ud i de store spørgsmål, som optager mennesker i teknologisamfundet. 

Indtil det nye museum står klar, vil museet i Helsingør være fuldt åbent. Her vil vi eksperimentere og afprøve nye formater og ideer, så kig endelig forbi.

Et åbent hus – en ny kultur- og teknologihub 

Svanemølleværket udgør en unik ramme for det nye museum. Værket har en stærk teknologi- og industrihistorie, det er et vartegn i København og har potentialet til at blive et internationalt ikon for dansk teknologi og innovationskraft.  

Mange kender Svanemølleværket udefra. Et teknisk museum vil invitere offentligheden indenfor og give Nordhavn kant og identitet og skabe synergi til den udvikling, der er i gang i området med mange initiativer omkring bæredygtighed, fremtidens energiformer mv. 

Det nye museum bliver et levende og åbent hus for en lang række samarbejdspartnere og aktører. Det er målet at foreninger, virksomheder, forskere og uddannelser indenfor tech, håndværk, kultur og videnskab vil skabe et attraktivt miljø for samarbejder og fælles aktiviteter.  

Et nyt museum i international skala

Danmarks Tekniske Museum er et statsanerkendt museum, der som det eneste museum i Danmark arbejder med teknologi, videnskab og innovation på tværs af sektorer og brancher. Det sker i dag på en lokalitet, der ikke lever op til det minimumskrav, der gælder for håndtering af en værdifuld samling og nutidige besøgsoplevelser.  

Danmarks Tekniske Museum blev oprindeligt etableret i København, og når det efter nogle årtier vender tilbage, får Danmark et teknisk museum, der kan måle sig med de bedste internationalt. Storkøbenhavn er inde i en positiv udvikling som turistdestination, og det nye museum vil øge områdets attraktionskraft og præsentere regionen som en af verdens mest spændende innovations- og teknologihubs.  

Læs potentialeanalyse herunder.

Bag udviklingsprojektet 

For at realisere planerne for transformation af Svanemølleværket til det Nye Danmarks Tekniske Museum, er der etableret en bygnings- og udviklingsfond. 

Museet og fonden arbejder side om side, for dels at realisere visionerne for et nyt museum på indholdssiden og dels for at udvikle selve transformationen af værket. 

Dansk Industri og Håndværkerforeningen København er stiftere af både Danmarks Tekniske Museum og Bygningsfonden.

Læs mere om bygnings-og udviklingsfonden