
21. jun kl. 14:00 – 15:30
Dejlig er Jorden?
Gratis performanceworkshop
Performanceworkshop om klima, landskaber og teknologi
Som en del af udstillingsprojektet Dejlig er Jorden? har kunstner Maj Horn udviklet en ny performance. Den udføres i samarbejde med Kasia Sliwinska, seniorforsker og geolog med ekspertise i fortidsklima, og et team fra Danmarks Tekniske Museum.
Performancen undersøger klima, landskaber og teknologi gennem historiefortællinger, hvor litteratur, personlige erfaringer og visuelt materiale sammenflettes med klimaforskning. Der indgår sociale handlinger i performancen, hvor du som publikum inviteres til at medtænke og medskabe.
Duer har levet på Jorden i over 20 millioner år. Gennem duens blik bliver du inviteret til at se landskaber og klima med nye øjne. Hvad sker der, når vi skifter perspektiv og betragter Jorden i dag, i fortiden og i fremtiden – fra en dues synsvinkel? Genstande fra museets samling medvirker også, hvor der gentænkes i hvilke roller de spiller i dagens og fremtidens landskab og klima.
Bemærk: Performancen indgår i et forskningsprojekt, og der vil være forskere til stede, som undersøger deltagernes perspektiver og interaktioner.
Deltagelse kræver billetreservation. Billetten er gratis og giver samtidig gratis adgang til museet.
Særlige hensyn:
Der er kørestols afgang. Hvis du har særlige behov for hensyn, bedes du efter billetbestilling sende en mail til jtj@tekniskmuseum.dk med oplysninger herom.
–
Maj Horn (f. 1987), er kunstner med en research-baseret praksis, baseret i København.
De sidste ti år har Maj Horn lavet projekter i ind- og udland. Kernen i hendes praksis er performance, hvor deltagere og publikum inviteres til at dele viden, tænke og skabe sammen. Maj Horn er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2009–14. For at få en professionel forståelse af biodiversitet, landskaber og økosystemers dynamik, har hun i 2023–24 taget efteruddannelse til naturvejleder på Skovskolen, Københavns Universitet.
Kasia Sliwinska (f. 1982) er klimaforsker fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Hun er uddannet fra Warszawa Universitet (2006) og er Ph.D. i geologi fra Aarhus Universitet (2011). Kasia Sliwinska forsker i Jordens fortidsklima, særligt med fokus på varmeperioder og store klimaforandringer, der fandt sted for mellem 65 og 5 millioner år siden. Kasia Sliwinska undersøger bl.a. ændringer i havets overfladetemperaturer ved hjælp af fossilt plankton, og kemiske spor fra marine organismer, primært i Nordatlanten og Arktis.
Dejlig er Jorden? er en del af forskningsprogrammet SUSTAIN-ART-SCI – Addressing Sustainability using Arts-Based Science Communication ved Københavns Universitet. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.