
Nyhed
6. marts 2025
Det nye Danmarks Tekniske Museum tager afgørende skridt fremad: Helhedsplan danner grundlag for lokalplan, og museets indhold er fastlagt
Danmarks Tekniske Museum i Svanemølleværket har nået to vigtige milepæle. Der er nu udarbejdet en helhedsplan for området omkring Svanemølleværket, der kan danne grundlag for lokalplanarbejdet, og samtidig er idéprogrammet for museets indhold færdiggjort. Dermed bevæger projektet sig fremad mod at indfri visionen om et nyt nationalt teknologimuseum, der skal formidle teknologiens betydning for samfundet og inspirere kommende generationer.
Helhedsplanen skaber rammerne for den videre proces
Som led i planlægningen af det nye tekniske museum er der nu opnået enighed om en helhedsplan, som Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0 har udarbejdet i samarbejde med HOFOR, Ørsted og Københavns Kommune. Helhedsplanen sikrer en sammenhængende udvikling af området omkring Svanemølleværket og danner grundlag for lokalplanarbejdet.
“At der nu er enighed om helhedsplanen, er en væsentlig milepæl. Det betyder, at vi kan gå videre med den lokalplanproces, der skal sikre, at museet kan realiseres i Svanemølleværket. Det er et unikt projekt, der ikke kun bevarer og giver nyt liv til en markant industribygning, men også skaber en platform for teknologi, innovation og læring i samfundets tjeneste,” siger Lars Liebst, bestyrelsesformand for Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0.
Færdiggørelse af idéprogram: Teknologiens rolle i samfundet i centrum
Samtidig med, at planarbejdet skrider frem, er idéprogrammet for museets indhold nu færdiggjort. Programmet fastlægger de centrale temaer, udstillingsformater og læringsaktiviteter, der skal gøre museet til et levende og engagerende sted, hvor besøgende kan udforske teknologiens betydning – fra grøn omstilling og kunstig intelligens til industrihistorie og fremtidens løsninger.
“Danmark har brug for et teknisk museum, der ikke kun ser tilbage, men som også sætter teknologiens rolle i vores samfund i perspektiv og inspirerer til fremtidens innovationer. Idéprogrammet sætter retningen for, hvordan vi skaber et museum, der både formidler viden og giver mulighed for hands-on læring og engagement. Vi ser frem til at tage de næste skridt mod realiseringen af visionen,” siger Lars Liebst.
Fokus på finansiering og næste skridt
For at realisere visionen arbejdes der parallelt med at sikre den nødvendige finansiering. Bygningsfonden er i tæt dialog med både offentlige og private aktører for at skabe et solidt økonomisk grundlag for projektet og bestyrelsesformanden er derfor meget tilfreds med det momentum projektet har nu.
“Vi er meget bevidste om, at et projekt af denne størrelse kræver et bredt økonomisk fundament. Derfor arbejder vi målrettet på at sikre den nødvendige finansiering, så vi kan realisere et museum, der vil have stor betydning for både teknologiens formidling og fremtidens generationer,” siger Lars Liebst.
Et vigtigt bidrag til Nordhavns udvikling
Placeringen af det nye tekniske museum i Svanemølleværket vil også bidrage til udviklingen af Nordhavn som et innovativt og bæredygtigt område. Museet vil tiltrække besøgende, virksomheder og forskningsmiljøer og skabe en dynamisk ramme for teknologidrevet læring og udvikling.
Med de seneste milepæle på plads fortsætter arbejdet med lokalplanprocessen og finansieringen, så projektet kan tage næste skridt mod realisering.