Dejlig er Jorden?

21.06.2025 – 10.08.2025

Kan teknologihistorier, en geologs viden om klimaet for 15 millioner år siden og en kunstners blik og tilgang åbne for nye måder at tænke over og forholde os til de forandringer, Jorden står overfor?

Dejlig er Jorden? er et tværfagligt udstillingseksperiment, hvor du kan opleve en række performances. Her mødes kunst, klimaforskning og teknologi i en udforskning af vores forhold til landskaber, tid, teknologi og klimaforandringer.

Projektet er skabt af kunstner Maj Horn og klimaforsker Kasia Sliwinska fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – i samarbejde med Danmarks Tekniske Museum og forskere fra Københavns Universitet.

Det kan du opleve

Vi inviterer til fælles udforskning af, hvordan mennesker er – og kan være – tættere forbundet med jorden og landskabet, både nu og i fremtiden. 

Udstillingseksperimentet tager form som en installation, hvor genstande fra museets samling sættes ind i en ny kontekst – ud fra hvordan de har været med til at forme landskabet og klimaet. Hvilke teknologier skal vi have med ind i fremtiden og hvilke hører til på et museum? 

Centralt står tre store fuglereder, bygget af naturmaterialer og elektronikaffald. Du inviteres til at bygge videre på dem med dine egne tanker om fremtiden, teknologi og natur.

Hvad sker der, hvis vi skifter perspektiv og betragter fortid, nutid og fremtid fra en dues synsvinkel? Fuglerederne er hjemsted for duer, der spiller en central rolle i installationen. Duen levede – modsat mennesket – på Jorden for 20 millioner år siden, sidste gang klimaet var så varmt, som forskere forudser, at det vil blive i fremtiden.

Måske kan vi lære noget af at se vores jord fra duens perspektiv. Hvem ved? Gennem duens blik inviteres du til at se landskaber, teknologi, klima og fremtiden med nye øjne.

Klimaforandringer

Temperaturen stiger. Det har den gjort før – længe før der fandtes mennesker og teknologi. For 15 millioner år siden var klimaet i Danmark varmere end i dag. Der voksede palmer, og monsunregn oversvømmede landskabet.

Siden mennesket begyndte at bruge teknologi, har vi formet Jorden i vores billede af det gode liv – med byer, veje og græsplæner. Vi har forandret landskabet. Men hvilken forandring ønsker vi nu? Hvad betyder det, når strande forsvinder, din have tørster – eller drukner – og fjordene lider af iltsvind?

Performanceworkshops

I visningsperioden fra den 21. juni til den 10. august afholdes tre performanceworkshops med Maj Horn og Kasia Sliwinska:

  • Lørdag den 21. juni kl. 14.00–15.30
  • Onsdag den 2. juli kl. 14.00–15.30
  • Onsdag den 9. juli kl. 14.00–15.30

Klik her for at læse mere og reservere gratis billet.

Dejlig er Jorden? er en del af forskningsprogrammet SUSTAIN-ART-SCI – Addressing Sustainability using Arts-Based Science Communication ved Københavns Universitet. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.