14. maj 2026 kl. 10:30 – 15:30
DM i Papirfly: 10 års jubilæum
Sæt kurs mod Danmarks Tekniske Museum og vær med til DM i Papirfly!
Traditionen tro afholder vi de episke danmarksmesterskaber i papirflyvning og i år fejrer vi 10 års jubilæum! Så grib chancen for at slå sidste års rekord og gå over i museets historie, som vinder af DM i Papirfly 2026!
I Kristi Himmelfartsferien forvandler vi museet til en stor flyveplads fyldt med konkurrencer, værksteder og papirfly i alle former og farver. Her kan I folde, finjustere og sende jeres egne opfindelser til vejrs – midt mellem gamle jetmotorer og fly fra dansk luftfartshistorie.
Hvem kan få sit fly længst? Højest? Mest elegant? Der er rig mulighed for at eksperimentere med både foldeteknikker og affyringsvinkler – det handler om at prøve sig frem, og måske finde frem til den helt perfekte konstruktion.
Uanset om du er 5 eller 45, nybegynder eller papirpilot med mange flyvninger bag dig, kan du være med i konkurrencen – og måske skrive dig ind i museets rekordbøger.
Konkurrencen er opdelt i to kategorier: 0-14 år og 15+ år.
Konkurrencen foregår fra 10:30 til 15:30 og er gratis at deltage i, når entreen er betalt. Museet har åbent fra 10-17. Børn 0-17 år har fri entré.
