NYT FRA DANMARKS TEKNISKE MUSEUM

Onsdag den 1. juli 2026

Slip din indre opfinder løs til Opfinderfestival 2026 

Hvordan ser fremtidens energi ud? Kan man skabe musik med kode? Hvordan bygger man en satellit – og hvorfor er det vigtigt at lære at reparere sine ting? 

Den 28. og 29. august inviterer Danmarks Tekniske Museum til Opfinderfestival 2026. For andet år i træk samler festivalen nogle af landets stærkeste forskningsmiljøer, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, opfindere og teknologiformidlere i Helsingør. 

I løbet af to dage kan gæsterne opleve mere end 20 oplæg, over 40 workshops og en lang række interaktive stande, hvor teknologi ikke kun ses – men prøves, udfordres og undersøges. 

Fredag er dedikeret til HTX-elever fra hele landet. Lørdag åbner festivalen for alle med interesse for teknologi, opfindelser og kreativ problemløsning.  

”Opfinderfestival handler om nysgerrighed. Den nysgerrighed, der får mennesker til at stille spørgsmål, prøve sig frem og undersøge, hvordan verden fungerer. Det er den samme drivkraft, der ligger bag både forskning, opfindelser og teknologiske gennembrud”, siger Liva Rønn-Petersen, direktør for Danmarks Tekniske Museum. 

Fra fusionsenergi til kunstig intelligens – og veje på svampe 

Festivalen spænder bredt. 

HTX-eleverne kan blandt andet møde forskere fra DTU, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet og KEA. Programmet byder på oplæg om fusionsenergi, cybersikkerhed, bæredygtig transport og fremtidens teknologi. 

Gæsterne kan, bl.a. møde Line Kloster Pedersen, iværksætter, bioteknolog samt grundlægger af og CEO i Visibuilt, der arbejder på en svampeløsning, der kan erstatte det fossile bindemiddel i asfalt og dermed bidrage markant til den grønne omstilling. 

Eller Andreas S.H. Rygaard og Viktor R. Tamstorf fra DTU, der har udviklet en teknologi, som sikrer hygiejnisk vand til både drikke, bad, madlavning og husholdning. En idé, der bidrager til at nå verdensmålet om rent drikkevand.  

Derudover kan eleverne arbejde praktisk med alt fra hacking og computerspil til LEGO-baseret produktudvikling, 3D-print og kunst skabt af genanvendt plast. 

Blandt deltagerne er også kunstnere og kreative teknologer som Andreas Refsgaard, Andreas Zacho fra A Circular Design Studio, Captain Credible og Dylan Cawthorne, der alle arbejder i krydsfeltet mellem teknologi, kreativitet og samfund. 

Teknologi i børnehøjde 

Lørdag er festivalen målrettet familier, bedsteforældre og andre nysgerrige gæster. 

Her kan man blandt andet møde Opfinderrådgivningen og Løvens Hule Junior, bygge robotter med Coding Pirates og FIRST LEGO League, lære at reparere elektronik med Repair Café eller høre Radionauterne fortælle historier om videnskab og teknologi. 

På programmet er også oplæg fra direktør Erick Thürmer fra Thürmer Tools og Instituttet for Fremtidsforskning, som giver deres bud på fremtidens teknologi og samfund. 

Begge festivaldage åbnes af videnskabsjournalist og moderator Line Friis Frederiksen. Gennem dagen binder hun programmet sammen og inviterer forskere, opfindere, virksomheder og eksperter ind i samtaler om de idéer og teknologier, der former vores verden. 

Historien om teknologien er vores allesammens 

For Danmarks Tekniske Museum er Opfinderfestivalen mere end en enkeltstående begivenhed. 

“Danske opfindelser har været med til at forme det samfund og verden, vi kender. Med Opfinderfestival ønsker vi at skabe møder mellem dem med de gode idéer, dem der driver innovationskraften og alle der er nysgerrige – og motiverer og inspirerer unge mennesker til at arbejde med innovation og opfindelser”, siger Liva Rønn-Petersen. 

Festivalen afspejler samtidig den retning, museet arbejder i frem mod etableringen af et nyt nationalt teknisk museum i Svanemølleværket i København. 

”Vi ønsker at være et museum, der skaber mod til at forstå, udfordre og anvende den teknologi, der præger vores liv. Opfinderfestival er et konkret eksempel på den vision”, siger Liva Rønn-Petersen.  

Fakta om Opfinderfestival 2026 

  • 28.-29. august 2026 
  • Danmarks Tekniske Museum, Helsingør 
  • Fredag for HTX-elever fra hele landet 
  • Lørdag for offentligheden 
  • 22 oplæg 
  • 42 workshops 
  • Mere end 10 stande og demonstrationsområder 
  • Begge dage modereres af videnskabsjournalist og konferencier Line Friis Frederiksen 

Blandt deltagerne er blandt andre DTU, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, KEA, GomSpace, FORCE Technology, Coloplast, GomSpace Dansk AM Hub, Visibuilt, Instituttet for Fremtidsforskning, Thürmer Tools, Coding Pirates, FIRST LEGO League, Repair Café, Tankespil, Opfinderrådgivningen, Radionauterne og Løvens Hule Junior. 

Tak til William Demant Fonden, T&W Medical, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond og Otto Bruuns Fond for at gøre Opfinderfestival 2026 mulig.