NYT FRA DANMARKS TEKNISKE MUSEUM

Tirsdag den 28. april 2026

DM i Papirfly fylder 10 år: Leg, læring og luft under vingerne

I år er det 10 år siden, Danmarks Tekniske Museum første gang inviterede til DM i Papirfly – og siden er det blevet en tilbagevendende begivenhed, hvor både børn, forældre og bedsteforældre samles om noget så enkelt som et stykke papir.

Men bag de mange papirfly gemmer der sig noget mere.

DM i Papirfly er i dag ikke kun en konkurrence om at kaste længst. Det er også en måde at åbne teknologien på – og gøre den konkret, legende og tilgængelig for alle.

“Vi bruger papirflyet som en indgang til at forstå nogle af de principper, der ligger bag flyvning og teknologi. Det er noget, man kan have i hænderne, eksperimentere med og blive nysgerrig på – uanset alder og forudsætninger,” siger Maria Damlund, der er formidlingsudvikler på museet.

Konkurrencen foregår midt i museets udstillinger, omgivet af originale fly og jetmotorer fra dansk luftfartshistorie. Her bliver afstanden mellem leg og læring kort – og det er netop pointen.

De seneste år har museet arbejdet målrettet med at udvikle DM i Papirfly som en del af en større indsats for at skabe nye, legende indgange til teknologi og naturvidenskab. Med tilføjelsen af skoleforløb og særlige aktiviteter er mesterskabet i dag også et afsæt for at styrke børn og unges interesse for STEM.

“Vi vil gerne være et sted, hvor man ikke behøver have en særlig interesse for teknologi på forhånd. Man skal kunne komme ind fra gaden, folde et papirfly og gå hjem med en oplevelse af, at teknologi er noget, man kan forstå og være en del af,” siger Maria Damlund.

Siden 2016 har tusindvis af deltagere været med til at folde, teste og konkurrere. I jubilæumsåret inviterer museet igen alle til at være med – uanset om man går efter rekorden eller bare vil have en god oplevelse sammen.

DM i Papirfly er samtidig en mulighed for at opleve den særlige ramme og det fællesskab, der kendetegner museet. Her spiller frivillige en central rolle i det daglige arbejde – fra formidling og vedligeholdelse til mødet med gæsterne.

Under eventet kan man møde nogle af de frivillige og få indblik i deres arbejde og motivation. Det giver et nærværende perspektiv på museet som mere end en udstillingsbygning – nemlig et sted drevet af mennesker, engagement og interesse for teknologi.

DM i Papirfly er dermed både en konkurrence, en familiedag og en anledning til at opleve teknologien i øjenhøjde – sammen med andre.

Praktiske oplysninger

Hvad: DM i Papirfly
Hvor: Danmarks Tekniske Museum
Hvornår: Den 14. – 17. maj, kl. 10.30-15.30 (mød de frivillige mellem kl. 10-13)

Særevent for skoler: den 11. – 13. maj

Læs mere om eventet her

Projektet er støttet af NordjyllandsfondenThomas B. Thriges FondReinholdt W. Jorck og Hustrus Fond og Nordea-fonden.