Nyhed

11. april 2024

Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0 ansætter projektdirektør

Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0, der står i spidsen for etablering af det nye Danmarks Tekniske Museum, som om nogle år skal åbne i Svanemølleværket i København, har ansat Ulrik Winge som projektdirektør.

Ulrik Winge (58) er uddannet civilingeniør og har mange års erfaring med bygge-, anlægs- og byudviklingsprojekter fra direktørstillinger i både Københavns og Frederiksberg Kommuner og i statsligt regi.

Formand for Bygnings- og Udviklingsfondens bestyrelsen Lars Liebst udtaler:

”Med ansættelsen af en så erfaren og kompetent projektdirektør som Ulrik Winge vil vi yderligere intensivere arbejdet med at etablere Danmarks Tekniske Museum i den unikke ramme på Svanemølleværket og dermed skabe en ny attraktion på internationalt niveau i København.

Visionen er at skabe et ikon for dansk teknologi og innovationskraft, der udvikler vores teknologiforståelse og engagement i teknologiudviklingens muligheder og dilemmaer. Det skal ikke mindst motivere og inspirere unge mennesker til at vælge de faglige og de videregående uddannelser på de teknologiske områder til gavn for danske virksomheder og for den grønne omstilling”. 

Ulrik Winge er startet i stillingen.

Kontakt
Tlf. nr.: 28984000
Mail: uw@tekniskmuseum.dk

Udgivet 11. apr. 2024