Museet inspirerer piger til en fremtid med opfindelser og innovation

Onsdag den 6. oktober 2021 går det løs til den årlige Girls’ Day in Science, hvor museet sammen med mange andre virksomheder og organisationer i hele Danmark slår dørene særligt op for piger fra grundskolen og gymnasiet.

Pigerne skal ud at opleve, hvad en uddannelse og karriere inden for naturvidenskabelige, tekniske og håndværksmæssige fag kan føre med sig af spændende jobmuligheder. Der er stadig mange piger, der fravælger de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Det forsøger Girls’ Day in Science, som Naturvidenskabernes Hus står bag at gøre noget ved.

 

Danmarks Tekniske Museum tager ansvar for flere piger i naturvidenskab og teknologi

Museet slår dørene op på dagen og inviterer piger indenfor. Leder af Læring, Birgitta Præstholm fortæller:

”Det er vigtigt, at unge kvinder møder rollemodeller på deres vej ind i uddannelsessystemet. Rollemodeller, der arbejder i fx ingeniørfaget, som nogle anser som et ’mandefag’. Mange piger tror, at det er nørdet og kedeligt at arbejde som ingeniør, men de skal vide at faget indeholder masser af design, kreativitet og involvering af brugernes behov. Jeg tror det er nødvendigt med flere kvinder i de her fag, hvis vi skal skabe en fremtidig bæredygtig værdiskabelse med teknologi for mennesker.”

 

Dedikerede arrangører er grundlaget for Girls’ Day in Science

Direktør og ekspert i piger og STEM fra Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, understreger, at Girls’ Day in Science er helt afhængig af dedikerede virksomheder og organisationer, der vil sætte tid og medarbejdere af til at give pigerne en god oplevelse.

”Takket være de mange dedikerede arrangører kan vi igen i år se frem til en fantastisk Girls’ Day in Science. Når pigerne møder kvindelige medarbejdere, forskere eller studerende, de kan spejle sig i, og når de får et konkret indblik i deres fag, åbner det pigernes øjne for de spændende muligheder i en fremtid inden for teknologi og naturvidenskab. Derfor gør det en kæmpe forskel, når virksomheder og uddannelsesinstitutioner åbner dørene,” siger Maiken Lykke Lolck.

I år er det niende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science. Læs mere om Girls’ Day in Science her: nvhus.dk/undervisning/girls-day-in-science

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On YoutubeVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin