FARS DAG – en maskinfest for hele familien

Valget er nemt, sæt dit kryds og kom på Danmarks Tekniske Museum for at fejre Fars Dag, den 5. juni. Vi skruer op for røg og damp og inviterer til et brag af en maskinfest, hvor det vil være muligt at opleve både fortidens fossile syndere og fremtidens robotter.

 

Veteraner og gamle knallerter

Flere af museets veteranbiler startes op og får en køretur på dagen. Du kan blandt andet opleve den flotte gule Munktell vejtromle fra 1926 og intet mindre end Verdens ældste kørende bil: Hammelvognen fra 1888. I år får vi også fint besøg af blandt andet en lokomobile fra 1930’erne, der kan trække en stenknuser, og en damptromle, som vil køre rundt på pladsen. Og så kommer der et knallerttræk uden lige, når Teufelskerle kommer forbi med både gamle og hurtige knallerter.

 

Selvkørende og velkørende

Som noget nyt kan du i år opleve en selvkørende bus, og hvis du er mere til køretøjer med chauffør, så kig endelig nærmere på museets luksusveteranbil Szawen fra 1920’erne, der for første gang skal med til Fars Dag.

 

Knus en bil til frokost eller brænd et bilvrag

Nogle traditioner er for gode til at ændre, så igen i år vil vi anrette “knust bil til frokost” efter opskriften: Antænd et bilvrag, sluk det ved hjælp af museets veteranbrandbiler og knus bilen med en kampvogn – så er der serveret! Er du mere til pølser og brød eller frikadeller med kartoffelsalat, så har vi også det.

 

Prøv det selv

Der er selvfølgelig også masser man selv kan røre, føle og trykke på. Prøv det populære elektroniske lerdueskydning eller tag turen med kranen op og se hele pladsen fra oven. Nede på jorden igen kan du tage en tur i de sjove crazy cart, som både er til børn og voksne. Museets udendørs togbane kører også hele dagen, så der er rig mulighed for at få en tur på en af Nordeuropas største minitogbaner.

 

Praktisk information

FARS DAG arrangementet foregår onsdag den 5. juni fra kl. 10 til 17. Børn har gratis adgang, voksne koster 90 kr. og pensionister 80 kr. Nogle af aktiviteterne kræver billet, som koster 20 kr. og kan købes på pladsen.

 

Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 40 minutters kørsel fra København. Busserne 802 og 353 stopper lige foran museet. Entré: Børn under 18 år er gratis, voksne 90 kr. og pensionister og studerende 80 kr. Se også www.tekniskmuseum.dk

 

Se det foreløbige program her:

Fars Dags Program