Data Data Data

Bemærk at udstillingen skal ses på Kulturværftet i Helsingør.

Udstillingen Data Data Data undersøger, hvordan vi kan skabe en ny bevidsthed om brug af data og konsekvenser deraf. I dag oplever mange, at muligheden for at kontrollere brug af privat data er under pres. Derfor sætter Danmarks Tekniske Museum og CATCH – Center for art, design and technology fokus på udviklingen af teknologi til at gemme og formidle data, samt på hvordan virksomheder og staters adgang til og håndtering af personlige data har påvirket vores samfund gennem tiden.

Handel med data er i dag blevet et af de største forretningsområder i verden. Vi får gratis adgang til apps og services mod, at vi afgiver data om os selv. Data, der ofte bliver solgt videre på et globalt marked. Der er mikrofoner og kameraer i vores computere, telefoner og sågar i brandalarmer og køleskabe. Vi taler med vores digitale enheder via Siri, Alexa og andre intelligente programmer, men hvem lytter egentlig med? Teknologi hjælper os i vores hverdag, men som almindelig borger er det vanskeligt at få indsigt i, hvilke konsekvenser der er ved at bruge diverse apps og digitale platforme. Er staters og virksomheders brug af vores private data med til at undergrave vores basale menneskerettigheder, og betyder deres brug af data dermed, at vi ødelægger vores demokrati?

I udstillingen kan du opleve teknologier, der viser, hvordan opbevaring, behandling og forståelsen af data har udviklet sig gennem tiden. Der er eksempler på lagring af data i diverse materialer fra slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet til flere af de teknologiske nybrud, der sker i løbet af det 20. århundrede, bl.a. med magnetisk lagring af data og optisk lagring.

Vi har ikke længere CD’er eller ringbind stående hjemme. De fleste af vores data ligger i ’skyen’, dvs. på datacentre, der findes over alt i verden. Danmark er især blevet et attraktivt land for opførelse af datacentre. Vi kaster et blik på datacentrenes rolle i nutidens samfund, og sætter dem og datalagring i et historisk perspektiv. Vi prøver imidlertid også at se ind i fremtiden og undersøge, hvordan vi kan udvikle nye former for datalagring, hvor den enkelte borger igen kan få ejerskab og kontrol over sine egne data.

Udstillingen kan opleves på Kulturværfter i Helsingør, Allegade 2, 3000 Helsingør. Udstillingen har åbent lørdage mellem kl. 12 og 16 fra d. 10. oktober til d. 19. december.

Kl. 13 er der omvisning i udstillingen og mellem kl. 14 og 16 er der workshop, hvor man kan lave sin egen data-sky.

Danmarks Tekniske Museum © 2017