Direktør forlader Danmarks Tekniske Museum

Direktør for Danmarks Tekniske Museum Jesper Buris Larsen har valgt at fratræde sin stilling.

Beslutningen kommer efter et intenst forløb, hvor museet under Jesper Buris Larsens ledelse har opnået et nyt og stærkere ståsted, og hvor en proces med en egentlig nyetablering af Danmarks Tekniske museum er igangsat.

“Vi er glade for den enorme indsats, Jesper har præsteret igennem de seneste tre et halvt år. Det har sat sit tydelige præg på museets resultater. Derfor er vi også kede af at miste ham,” siger formand for bestyrelsen for Danmarks Tekniske Museum, Jørgen Lindegaard.

Efter 50 år i Helsingør, er der nu lagt op til, at Danmarks Tekniske Museum skal flytte i nye lokaler tættere på København. Det er blandt andet den proces, Jesper Buris Larsen har sat sit præg på.

Når han alligevel vælger at fratræde direktørposten, før en flytning er endelig, er det fordi udfordringen med sideløbende at drifte og forandre et eksisterende museum – og skabe den både økonomiske og politiske grobund for etableringen af nye rammer, har vist sig at være uforeneligt med ønsket om at bruge mere tid med familien.

”Jeg synes, jeg overlader museet et spændende sted. Nu skal der skabes et nyt museum, og det arbejde glæder jeg mig til at følge. Jeg har haft tre et halvt fantastisk spændende år mellem store danske opfindelser, robotter og flyvemaskiner og fortællingen om Danmarks industrielle udvikling. Det var et drømmejob og nu er det drømmen at tage lidt tid til at fundere over, hvad næste udfordring skal være,” siger Jesper Buris Larsen, der inden jobbet som direktør kom fra en stilling som global kommunikationschef i FLSmidth koncernen.

Arbejdet med at finde det rigtige sted til museets videre eksistens fortsætter, og igennem foråret 2019 er der udviklet vision for anvendelse af Svanemølleværket i København.

Stillingen som direktør for Danmarks Tekniske Museum vil blive besat hurtigst muligt.

Lone Johnsen, der er projektdirektør på udviklingen af det nye tekniske museum, er konstitueret som direktør på museet, indtil en ny direktør er fundet.

Yderligere oplysninger kontakt venligst Bestyrelsesformand, Jørgen Lindegaard, telefon 4050 0001 eller Direktør, Jesper Buris Larsen, telefon 5026 3676.