Cykler, tog og ålegræs

Et alsidigt efterår er på vej og vi glæder os til at dele masser af spændende oplevelser med vores gæster. I september er der både noget til entusiasterne, der ikke kan få nok ovenpå sommerens cykeltriumfer, familier der drømmer om en dag omgivet af modeljernbaner og dem der er vilde med gode idéer og grønt iværksætteri.

 

Giv din cykel vinger

Vi elsker alt ved cykler. Den finurlige udvikling gennem 200 år, hverdagens frihed og de mange sportstriumfer. I udstillingen ”Frihed på to hjul” kan du se en række sjove, flotte og anderledes cykler, og hvis du mangler en, kan du selv opfinde den i museets aktivitetsværksted. Så tegn din egen vindercykel og gentag Jonas Vingegaards triumf på Champs-Élysées ved hjælp af green-screen effekter.

 

Ålegræs, maskmel og genbrugt plastik

I udstillingen GRØNT IVÆRKSÆTTERI præsenteres tre iværksættere, som på hver deres måde arbejder med teknologier, der bidrager til den grønne omstilling. Se Søulds spændende produkter med ålegræs, Agrain der arbejder med cirkulære fødevarer og A Circular Design Studio, der skaber designprodukter ud af 100% genanvendt plastik. GRØNT IVÆRKSÆTTERI er en ny del af udstillingen OPFINDELSER – skabertrang og drømme.

 

Modeljernbanetræf

Kan du li’ tog? Altså rigtig mange tog i små størrelser? Så kan du ikke komme udenom årets store modeljernbanetræf den 10. og 11. september, hvor hele museet bliver indtaget af modeljernbaner og entusiaster. Der vil være store anlæg med masser af lange togsæt, små baner med mange detaljer og tog så langt øjet rækker. Træffet er en oplevelse for både store og små, så inviter gerne hele familien med.

 

Praktisk information

Udstillingen GRØNT IVÆRKSÆTTERI åbner onsdag den 31. august kl. 14, og er første led i en række præsentationer af grønne iværksættere.

Modeljernbanetræffet finder sted 10. og 11. september fra kl. 10 til 17 begge dage.

Cykeludstillingen ”Frihed på to hjul” er åben dagligt og aktivitetsværkstedet ”Opfind din egen cykel” er åbent i weekender og ferier fra kl. 10:30 til 15:30.

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On YoutubeVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin