Casson Mann og Dorte Mandrup står bag transformation af Svanemølleværket


Svanemølleværket. Kilde By & Havn. Fotograf Ole Malling

Det engelske designbureau Casson Mann skal i samarbejde med den internationalt anerkendte arkitekt Dorte Mandrup udvikle visionen for, hvordan det ikoniske Svanemølleværk transformeres til et nyt Danmarks Tekniske Museum.

Casson Mann skal udvikle koncept og visualisere, hvordan et nyt teknisk museum fremover levende formidler den rolle, som innovation, teknologi og industri spiller for Danmark som højteknologisk samfund. Dorte Mandrup har, med udgangspunkt i værkets bærende arkitektoniske værdier, til opgave at bringe en markant industribygning ind i en ny epoke, og omdanne den til en attraktiv kulturdestination.

Valget af Casson Mann/Dorte Mandrup blev truffet i februar efter det i januar var blevet offentliggjort, at en række parter har fundet sammen om at pege på Svanemølleværket som fremtidigt teknisk museum. Den nyetablerede fond Bygnings- og udviklingsfond DTM 4.0 (parterne bag museet) havde forud inviteret en række af verdens førende designbureauer fra hhv. England, Holland og Tyskland til at byde på opgaven i samarbejde med et arkitektfirma efter eget valg.

”Tre teams deltog i et tæt opløb. I den afsluttende runde faldt valget på Casson Mandrup/Dorte Mandrup i et stærkt felt, der også omfattede Kosmann dejong/BIG (NL/DK) og Metaphor/Mecanoo (UK/NL),” siger Lone Johnsen, projektdirektør.

International museums-erfaring
Casson Mann overbeviste ved at præsentere et spændende oplæg, og erfaring i at arbejde internationalt med science museer og udstillingsprojekter på førende museer, hvor de har præsenteret udstillinger med store genstande og moderne formidling i nutidige rammer. Casson Mann har tidligere arbejdet med bl.a. Science Museum, Imperial War Museum, Museum of Natural History og V&A i London, Frost Museum of Science, Miami, samt flere store museer og udstillingsprojekter i Frankrig. Det er deres første projekt i Danmark.

Dorte Mandrup er en stærk partner med flere markante udstillingsbyggerier og en veludviklet fornemmelse for bygningens potentiale og materialitet. Dorte Mandrup står bag flere nye attraktioner herhjemme og internationalt, herunder Isfjordcentret i Grønland, Vadehavscentret ved Vesterhavet og Wadden Sea World Heritage Centre i Holland.

”Det er en fantastisk mulighed at stå I spidsen for et designteam, der skal visualisere, hvordan et fremtidigt nationalt teknisk museum skal udfoldes i den ikoniske bygning. Den er et magtfuldt symbol på tidligere tiders energi, helt ulig den retning vi nu er på vej mod. Den indvendige volumen er dramatisk men langt fra normal menneskelig skala. Det er en stor udfordring at nytænke og skabe en helt ny energi i bygningen, siger Roger Mann, kreativ direktør i Casson Mann.

”Alle arkitekter, der interesserer sig for transformation, har drømt om at arbejde med Svanemølleværket. Det er en fantastisk mulighed, og vi er intet mindre end overvældet af den bygningsmæssige ramme, som projektet skal udfoldes i”, siger Dorte Mandrup.

Vision og investeringsprospekt
Udover det kreative team bistår danske og internationale rådgivere med udvikling af markedsanalyse, investeringsprospekt og forretningsplan for det fremtidige museum.

”Vi har meget høje ambitioner, og derfor har vi valgt nogle stærke internationale kapaciteter inden for attraktionsudvikling, som nu samarbejder med nogle af de bedste inden for dansk arkitektur om Svanemølleværket. Vi har grebet projektet an, så der er meget højt til loftet. Samtidig har vi en solid jordforbindelse, så visionerne går hånd i hånd med, at vi får skabt et konkret og realistisk beslutningsgrundlag, som vi kan gå videre med til de relevante fonde” siger Karsten Dybvad, formand for bygningsfonden bag museet.

Før sommerferien vil der ligge et samlet visionsoplæg og prospekt, som er grundlaget for en dialog med fonde, politikere og museets mange interessenter om projektets fremtid og realisering.

Museum med internationale ambitioner
Rundt om i landet findes en række museer, der alle bidrager til fortællingen om Danmark som industrination.

Med planerne om et nationalt teknisk museum i hovedstaden får museet fremover samme mulighed, som i de lande vi normalt sammenligner os med, som fx Norge, Sverige, England og Tyskland. Her findes der side om side tekniske og naturhistoriske museer, der alle er i Top 10 blandt de mest velbesøgte museer. Samme placering er realistisk for et nyt teknisk museum, når det om en årrække forventes at stå færdigt.

Udviklingen af et nyt teknisk museum sker med støtte fra Industriens Fond.

Yderligere oplysninger:
Lone Johnsen, projektdirektør, tlf. +45 2211 2740
Pernille Jespersen, Head of Business Development Dorte Mandrup, tlf. +45 6098 8016 – send evt. sms