Virtuel rumrejse på museet

 

I uge 5 og 6 var museet igen fyldt med glade børnestemmer. Museet havde nemlig åbnet de virtuelle døre for 2. og 3. klasser fra Helsingør kommune, og inviteret dem med ud i rummet, gennem deres egne computerskærme.

På museet står den rumkapsel, der i september 2015 sendte Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, op til den international rumstation ISS, der er i kredsløb om Jorden.

I løbet af de 45 minutter undervisningen varer, sidder eleverne foran deres computerskærme og forestiller sig, at de er astronauter. Sammen med underviseren gør de sig klar til den store mission. De rejser ud i rummet og kobler sig på Den Internationale Rumstation og taler om, hvordan livet er på en rumstation.

Dele af rejsen foregår i en model af rumkapslen, som museets underviser kravler ind i. Der bliver talt om rumfart, vægtløshed og rumvæsner, og eleverne tegner alt det, der bliver talt om. Tegningerne kan de efterfølgende sende ind til museet, så museet kan dekorere model-rumkapslen med dem.

Efter undervisningen kan dagens underviser og museets leder af læring Birgitta Præstholm slet ikke få armene ned.  ’Det var simpelthen bare så skønt at interagere med eleverne igen. De hungrer jo efter lidt afveksling. Det er fedt, at museet, sammen med Børnekulturkonsulenter fra Helsingør kommune, kan få sat sådan et arrangement op på kort tid’.

Undervisningens succes gør, at museet nu kan tilbyde forløbet til alle 2. og 3. klasser landet over. Undervisningen fungerer både, når eleverne har fjernundervisning hjemme, og når de er samlet i klassen foran en storskærm.

Undervisningsforløbet kan bestilles her.

 

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Youtube