Årets modeljernbanetræf

Så er det igen blevet tid til tog i lange baner, når Danmarks Tekniske Museum slår dørene op for årets modeljernbanetræf den 11. og 12. september. Kom og oplev metervis af jernbane med sjov teknik, imponerende modeller af togmateriel og landskaber samt historiske stationsmiljøer og bygninger.Modeljernbanetraef

Som sædvanligt vil hele museet være fyldt af kørende modeltog og flotte baneanlæg når 15 modeljernbaneklubber indtager udstillingshallerne. Der vil være alt fra små bjergbaner med finurlige detaljer til kæmpe anlæg med mange tog og lange vognsæt. Træffet er både for store og små, nørder og nybegyndere, og vi garanterer at der er masser at kigge på hele weekenden.

Til træffet kan du også møde de mange entusiaster, der står bag modellerne og høre mere om, hvad de brænder for og hvordan de arbejder. Modeljernbanernes detaljer udstråler det engagement og fantasi som modelbyggerne lægger i arbejdet, når de sammen og hver for sig kreerer de mange meter bane med bjerge, broer og byer. Flere af klubberne har også taget værktøjet med, og demonstrerer hvordan de helt små figurer bliver fremstillet med pincet og fingersnilde.

Museets eget udendørs minitog kører også hele weekenden, så du kan komme ud og få luft i håret og en sjov tur rundt på museets 800 meter lange togbane.

 

Praktisk information

Modeljernbanetræffet finder sted 11. og 12. september. Entré til museet er 110 kr. og gratis for børn under 18 år. Billet til museets minitog koster 25 kr. pr. person. Museet har åbent fra kl. 10 til 17.

Vi har gjort det nemt og trygt at gå på museum med fokus på at holde god afstand, publikumsregulering og øget rengøring. Se mere på https://tekniskmuseum.dk/nemt-og-trygt-paa-museum/

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On YoutubeVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin