Oplev den originale Hope Whisper kendt fra DAN DREAM

Med Casper Christensen og Frank Hvams nye film DAN DREAM, dukker elbilens danske historie frem igen.

I forbindelse med lanceringen af DAN DREAM vil det være muligt at se den originale Hope Whisper til Historiske Dage i Øksnehallen den 25.-26. marts, og så er den naturligvis med til gallapremieren på Bremen Teater. Og ellers kan den ses på Danmarks Tekniske Museum, hvor der også er en lang række andre elbiler udstillet, blandt andet el-varevogne produceret af Kramer & Zeuthen under 2. verdenskrig og en Fisker Karma fra 2011, designet og produceret af den kendte danske bildesigner Henrik Fisker.

DAN DREAM filmen bygger på fortællingen om den danske bilvirksomhed Hope Whisper. ”Hope” blev til ”No hope” da elbilen kørte ind i rækværket under præsentationen i Forum i 1983, og drømmen om Danmark som foregangsland og storeksportør af elbiler brast. Men på Danmarks Tekniske Museum kan du opleve historiens vingesus og se den originale bil Hope Whisper.

Selvfølgelig er historien om elbilen mere nuanceret end det en komedie på 1½ time kan fortælle. Vi skal helt tilbage til opfindelsen af selve bilen i slutningen af 1800-tallet, hvor elbilen for mange var det foretrukne køretøj. At det var den benzindrevne udgave, der vandt kampen, var på ingen måde givet dengang. Faktisk troede mange, at elbilen var fremtiden og at benzinbilens fremtid var på museum. Sådan gik det som bekendt ikke, selvom mange gennem tiden har forsøgt at relancere elbilen og senest med Tesla, som måske er et af de bedste bud på, at elbilerne er lige om hjørnet.

En fast bestanddel af fortællingen om Hope Whisper, er at chaufføren faldt i søvn ved præsentationen. Chaufføren var firmaets ingeniør Claus Fjeldgaard, og til Danmarks Tekniske Museum har Fjeldgaard tidligere fortalt at der var mange grunde til, at det gik så galt som det gjorde. Bilens håndbremse var en hammer lagt under forhjulet, Fjeldgaard havde krydset landet samme nat med Hope Whisper på slæb og meget søvn var det ikke blevet til inden præsentationen, hvor blandt andet daværende statsminister Poul Schlüter var til stede. Men hvad nu, hvis Hope Whisper elbilen ikke var kørt galt, da den farverige finansmand Thure Barsøe-Carnfeldt præsenterede den i Forum foran snurrende kameraer i 1983? Havde Danmark så i dag været foregangsland og storeksportør af elbiler til resten af verden og Hadsund det danske svar på Detroit?