Oplev en unik rejse med beatpoeten Claus Høxbroe

Beatpoet Claus Høxbroe er netop udkommet med rejse-digtsamlingen ‘Morgenen arbejder på en ny sol’ og markerer udgivelsen med et særarrangement på Danmarks Tekniske Museum lørdag den 8. september, hvor han vil oplæse i museets ikoniske SAS Caravelle fly Ulf Viking fra 1957.

 

Der er tale om en rejse-digtsamling og derfor har Høxbroe valgt at oplæse i Danmarks Tekniske Museums ikoniske SAS fly, for at understøtte temaet for bogen. Et helt unikt oplæsningsarrangement, hvor bogen bliver præsenteret ombord på flyet.

 

Claus Høxbroes nye beat-digtsamling ‘Morgenen arbejder på en ny sol’ er skrevet på landevejen, i en række forskellige lande og byer, men også på en indre rejse, en bevidsthed om sindets mørke baggård, men så sandelig også solsiden.

 

“Digtene er blevet til både blæsende gennem Florida i bil, konstant skiftende omgivelser som miles efter miles blev tilbagelagt. Nytårsaften i Miami, pulserende rytmer på Ocean Drive, til diners midt i ingenting. På Cuba, fra Havannas larm til Santiagos bjerge, men også gåture i Malmøs gader, svipture til Riga og Budapest og ikke mindst i København hvor jeg har min base.” fortæller Claus Høxbroe.

 

Praktisk information

Digtoplæsningen foregår lørdag den 8. september kl. 13 til 14:30. Der er to slags billetter til arrangementet, én med buskørsel fra København og tilbage igen, og én uden kørsel. I begge billetter indgår entré til museet samt et eksemplar af ‘Morgenen arbejder på en ny sol’.

Billetter til arrangementet købes gennem billetto.dk: https://billetto.dk/en/e/claus-hoxbroe-pa-vingerne-tickets-278244

 

Om udgivelsen: Claus Høxbroe, ‘Morgenen arbejder på en ny sol’, Udkommer d. 3. september 2018, 107 sider, Gentlemen’s Jockey Club