Nat på museet

Kom til nat på museet fredag den 29. september i anledning af Helsingør Kulturnat. Vi slukker lyset, men holder dørene åbne frem til kl. 21:30, så alle kan komme ind og opleve den helt specielle stemning på museet – når det er mørkt.

I museets værksted kan du med et par batterier, en vandslange, en pære og en rulle tape lave din helt egen lygte, der lyser godt op. Du kan også gå på skattejagt i museets mørke og ved hjælp af selvlysende tegn finde frem til skatten. Der er gevinst til alle, der deltager i en skattejagt.

Alle genstandene har en skyggeside. Den kan du høre mere om på en anderledes rundvisning i lommelygtens skær. Tag mor og far i hånden og hør om Ellehammers underlige opfindelser og lad dig fascinere af flyenes store omfang, der vokser i mørket.

Lav-din-egen-lygteværkstedet er åbent fra kl. 17 til 21.

Rundvisninger begynder kl. 19 og 20 og henvender sig til både børn og voksne.

Da der kun er belysning på udvalgte steder på museet, så vær forsigtige og brug gerne en lommelygte til at gå på opdagelser i mørket.

 

Praktisk information

Museet har fredag den 29. september åbent frem til kl. 21:30. Gratis entré for alle efter kl. 17.