Museet opnår højeste besøgstal i 20 år

Danmarks Tekniske Museum havde i 2017 besøg af 57.002 gæster. Der er tale om det bedste resultat i de seneste 20 år.

Besøgsfremgangen er på godt 8 procent i forhold til 2016 (52.809), og der kan noteres fremgang både i forhold til danske og internationale gæster.

”Vi er utrolig stolte af at kunne præstere det bedste besøgstal i 20 år. Både de danske og internationale gæster kvitterer således på flotteste vis for medarbejdernes store indsats for at formidle ikke blot teknologi og innovation, men også kommunikation, industri, moderne robotteknologi og naturvidenskab.  

Vi vil i 2018 fortsætte arbejdet med at forny og udvikle Danmarks Tekniske Museum, målet er at alle danskere skal kende museet”, siger direktør Jesper Buris Larsen.

Besøgstallet er registreringen af de gæster, der har besøgt museets udstillinger. Udover det registrerede besøgstal på museet, er der i løbet af 2017 lavet en række arrangementer udenfor museet. Disse tæller bl.a. Copenhagen Maker Festival, Historiske Dage i Øksnehallen i København samt en lang række arrangementer og events. Det estimeres således at over 100.000 mennesker har stiftet bekendtskab med Danmarks Tekniske Museum i 2017.

Museet har desuden registreret en solid tilgang af medlemmer i museumsklubben TMV, Teknisk Museums Venner samt i antallet af frivillige, der ønsker at hjælpe museet.