Kristi Himmelfart med fart på

I Kristi Himmelfartsferien kan du afprøve dit talent som racerkører på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Det sker på museets elektriske Ninco modelracerbane, hvor du på langsiden kan komme helt op på 30 km/t, du kan køre om kap med din far, din mor, din søster eller din ven – eller bare holde dig på banen med masser af fart på.  Der er race hver dag i Kristi Himmelfartsferien, 25.-28. maj mellem kl. 11 og 16.

Når du har vist, hvad du kan som racerkører på den over 10 meter lange modelbane, kan du opleve museets tre helt særlige racerbiler, der alle har kørt løb på Roskilderingen i 1960’erne. Museet har to Alfa Dana racerbiler, den ene en Formel Junior og den anden en Formel 3 racerbil, der begge er dansk produceret i slutningen af 1950’erne. Den tredje racerbil er af typen Jala Formel V, som har en tophastighed på 160 km/t og kan accelerere fra 0 til 100 km/t på kun 10 sekunder.

Arrangementet foregår fra torsdag den 25. maj til søndag den 28. maj mellem kl. 11 og 16. Det er gratis at deltage, når der er betalt entre til museet. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

Museet har åbent alle dage fra kl. 10 til 17. Entré prisen er 90 kr. for voksne, 80 kr. for pensionister og studerende – og børn under 18 år er gratis.