Kom og flyv langt til DM i papirflyvning

I weekenden den 1.og 2. september kan du deltage i DM i papirflyvning på Danmarks Tekniske Museum, hvor du kan vinde fede præmier.

Så er der DM i papirflyvning, hvor du har mulighed for at blive den nye danmarksmester og prøve at slå rekorden i længste kast. Sidste år blev der sat ny danmarksrekord i længste kast for børn, da 10-årige Nikolaj Brandt fik sit fly ud på hele 27,14 meter. Dermed slog han den hidtidige rekord med mere end otte meter!

Det er ikke nemt at få et fly til at flyve mere end 20 meter. Det kræver de helt rigtige foldninger og den rigtige kasteteknik. Du vælger selv dit flys design og du kan bl.a. prøve at folde den model, som har sat verdensrekorden for længste kast på hele 69,14 meter.

I weekenden den 1. og 2. september kan du dyste i to discipliner. Der dystes i den længste flyvning og i det bedst designede fly. Museet stiller et værksted til rådighed, hvor man kan designe og udvikle sit eget fly. Derefter kan man prøve at flyve med det på banen i museet store haller, hvor ens papirfly kommer til at flyve rundt mellem rigtige flyvemaskiner, som er udstillet på museet.

Vinderne kåres af museets flyfrivillige, der ved alt om hvad det kræver at få et fly på vingerne. Vinderne vil blive offentliggjort på museets Facebook og hjemmeside.