Historie 

Danmarks Tekniske Museum blev etableret i 1911 af Håndværkerforeningen i København og Industriforeningen, i dag Dansk Industri. Museets samlinger går imidlertid endnu længere tilbage. Nævnes kan Ole Rømers prototyper for mål og vægt fra 1600-tallet og H.C. Ørsteds samling, med bl.a. de genstande han brugte til at opdage elektromagnetismen i 1820,  og som gjorde ham verdensberømt.

Museet lå oprindeligt på Polyteknisk Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet, i København, men blev i 1965 flyttet til Helsingør, hvor det har ligget siden. Museet har siden sin grundlæggelse opbygget en samling af genstande, der er blandt de bedste i Europa.

I dag rummer museet flere store genstandssamlinger, bl.a. fra den store Industriudstilling i København i 1888 og fra den gamle Polytekniske Læreanstalt. Desuden har museet fået store samlinger fra Danmarks Flyvemuseum i Billund, Patentdirektoratets samling af modeller, en vigtig kommunikationshistorisk samling fra Tage Schouboe Museet, Zone Redningskorpset, Vej og Bro Museet og samlingen om opfinderen Ellehammer.

Fakta

  • Ca. 50.000 besøgende om året.
  • Ca. 10.000 skoleelever.
  • Ca. 30.000 genstande.

 

All Rights Reserved