HIGHLIGHTS

Carmen Curlers

Moden dikterede i 1960’erne, at kvinderne skulle have krøllet hår, men det var besværligt og ofte smertefuldt med nætter med håret stramt oprullet i papillotter. For at hjælpe tidens kvinder blev den elektriske papillot opfundet af den danske civilingeniør Niels C. Jørgensen og fik navnet Carmens Curlers. Opfindelsen blev købt af fabrikanten Arne B. Pedersen, der opførte en fabrik i Kalundborg til at producere Carmens Curlers, som hurtigt blev populært i både Danmark og i udlandet.

Carmen Curlers bestod i al sin geniale enkelthed af en termostatstyret elektrisk varmekasse, hvori curlerne blev opvarmet. Curlerne var malet med en varmefølsom maling, der skiftede farve, når curlerne havde opnået den rette temperatur. I 1969 solgte Arne Pedersen firmaet til et amerikansk firma, Clairol, der dog måtte lukke fabrikken i 1990, da moden havde skiftet, og kvinderne nu skulle have blankt, glat hår, som gjorde det elektriske glattejern til en af tidens store salgs succeser.

Caravellen

Caravellen er udviklet i Frankrig af Sud-Aviation, som i dag en del af Airbus og er et af de tidligste passagerfly med jetmoterer. Flyet blev udviklet i 1950’erne og blev en del af luftflåden i Air France. Det vakte imidlertid international opsigt, da SAS i 1957 købte seks Caraveller og forkøbsret til yderligere 19 fly. Museets Caravelle blev døbt Ulf Viking og blev leveret til SAS i 1958, hvor den var i service frem til 1974.

Det var en Caravelle, der var involveret i en af de værste flyulykker i SAS’s historie. I 1960 var Caravellen Orm Viking på vej fra København til Cairo. Den skulle mellemlande forskellige steder undervejs, bl.a. i Ankara i Tyrkiet. Under landingen kom flyet ind med for lav fart, hvilket medførte at piloten mistede kontrollen med flyet. Den ene vinge ramte en bjergside, hvorefter flyet styrtede til jorden og eksploderede. 35 passager og syv besætningsmedlemmer mistede livet i ulykken.

LEGO

LEGO blev grundlagt i 1932 af tømmeren Ole Kirk Christiansen, og producerede legetøj i træ. Det store gennembrud kom i 1950’erne, hvor firmaet begyndte at producere klodser i plastik. I 1958 patenterede LEGO et nyt system for klodserne med rør, så konstruktionerne blev mere stabile. Dette system har gjort produktet helt unik og muliggjort konstruktion af ting fra det mest fantasifulde til det virkelighedstro. 

LEGO-navnet stammer fra ordene LEg GOdt. Lego betyder samtidig på latin ”jeg samler”, som blot skærper varemærkets værdi endnu mere. LEGO er i dag også kendt for deres forlystelsesparker. I 1968 åbnede det første Legoland i Billund og siden er der kommet parker til i bl.a. England, USA, Malaysia, Dubai og Tyskland.

Hammelvognen

Hammelvognen er opkaldt efter fabrikant Albert F. Hammel. Den blev bygget på hans maskinfabrik på Nørrebro i København af smeden og opfinderen Hans Urban Johansen. Han byggede bilen formentlig i 1888 efter at han havde været på valsen i Tyskland, hvor han sikkert havde fundet inspiration i de benzinmotorer, som man der eksperimenterede med.

Johansen beskriver den første køretur i bilen, der startede fra Nørrebrogade 39, således: ”Det var et stort Øjeblik. Farten var lig Hestevognens, og jeg klemtede tappert med Klokken. Vi havde den Ære at møde Kong Christian IX til Hest og måtte dreje af, ned i en Grøft, saa smal var Pladsen, og Kongen saa meget forbavset efter os. Naa op af Grøften kom vi og mødte senere en Bondemand med sin Vogn. Hesten var lige ved at få Ligfald ved Synet af vor Vogn…”
Hammelvognen deltog i 1954 i verdens ældste motorløb, London-Brighton Veteran Rally, som blev holdt første gang i 1896. Den tilbagelagde de 90,9 km på 12 timer og 47 minutter, hvilket svarer til en gennemsnitsfart på 7,1 km i timen. Da hammelvognen krydsede målstregen om aftenen afbrød BBC deres radioudsendelser for at meddele, at nu havde det historiske køretøj nået målstregen.

Ørsted's Kompas

H.C. Ørsted regnes for en af de største danske videnskabsmænd, vi nogensinde har haft. Han blev internationalt kendt i 1820, da han foretog flere forsøg, der påviste sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Opdagelsen førte bl.a. til opfindelsen af telegrafen, der var med til at forbinde hele verden i midten af 1800-tallet.

Ørsted studerede i både Tyskland og Frankrig inden han i endelig i 1817 fik et professorat på Københavns Universitet. Det var her han foretog sine forsøg, som bl.a. ledte til opdagelsen af elektromagnetismen. I 1827 var han med til at grundlægge Polyteknisk Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet, og blev des første direktør ved stiftelsen i 1829.

DASK (Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator)

Under 2. verdenskrig sker der en stor udvikling med computere og efter krigen skal Danmark selvfølgelig også være en del af denne udvikling. I 1947 besluttede Akademiet for de Tekniske Videnskaber, at man skulle følge udviklingen for computere, og i 1956 startede man konstruktionen af Danmarks første computer i en villa i Valby. Den kom til at hedde DASK, som står for Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator. Computeren består bl.a. af 43.000 ferritkerner, som var særligt indkøbt i USA.
Computeren blev brugt til udregninger af ligningen indenfor forskning, industri og administration. Computeren blev også brugt ved folketingsvalget i 1960, hvor den udregnede resultater, som derefter blev sendt elektronisk til Radiohuset. Dele af den store computer kan opleves på museet.

Krokodillen

Der har været modeltog næsten lige siden de første jernbaner blev anlagt. I 1860’erne fik man de første lokomotiver, der selv kunne køre. De blev drevet af en lille dampmaskine, der blev fyret op med sprit. I 1891 introducerede Märklin en togbane med skinner der kunne samles og skilles efter behag. Det tyske legetøjs firma Märklin har siden specialiseret sig i at lave modeltog og er også producenten bag museets Krodille, som var eget af Georg Weber.

Georg Weber (1903-1959) var professor i lys teknik på Danmarks Tekniske Højskole, i dag DTU. Foruden sin store interesse for teknik og ingeniørfaget, så havde han også en stor passion for modeltog. Han samlede en stor samling af modeltog fra mellemkrigstiden, som museet i dag råder over. Perlen i hans samling er Krokodillen, som er en model af et af de lokomotiver, der kørte på St. Gotthard banen i Schweitz i 1920’erne.

Danmarks Tekniske Museum © 2017