FARS DAG – en maskinfest for hele familien

Så er det igen blevet tid til at skrue op for røg og damp på Danmarks Tekniske Museum, som fejrer FARS DAG, den 5. juni, med et brag af en maskinfest. Der vil være gang i alt fra veteranbiler til robotter, og ved Andreas Mogensens rumkapsel kan du høre om raketaffyring og rummissioner.

Knus en bil til frokost eller brænd et bilvrag
Nogle traditioner er for gode til at ændre, så igen i år vil vi anrette “knust bil til frokost” efter opskriften: Antænd et bilvrag, sluk det ved hjælp af museets veteranbrandbiler og knus bilen med en kampvogn – så er der serveret!
Er du mere til pølser og brød eller frikadeller med kartoffelsalat, så har vi også det.

Veteraner og Den Sorte Skole
Flere af museets veteranbiler startes op og får en køretur på dagen. Du kan blandt andet opleve den flotte gule Munktell vejtromle fra 1926 og intet mindre end Verdens ældste kørende bil: Hammelvognen fra 1888. Se også Bechs sjove dråbebil fra 1926, den flotte Alfa Dana racerbil, der kørte på Roskilde Ringen i 1965 og mød de tossede fysikere fra Den Sorte Skole, der laver farlige fysikforsøg for børn i alle aldre.

Prøv det selv
Der er selvfølgelig også masser man selv kan røre, føle og trykke på. Prøv den populære elektroniske skydebane eller tag turen med kranen op og se hele pladsen fra oven. Nede på jorden igen kan du prøve tør-sejlads og få vind i sejlene i en optimistjolle, og har du brug for lidt vand i håret så giv den gas med vores håndsprøjter der er fyldt med vand.
Museets udendørs togbane kører også hele dagen, så der er rig mulighed for at få en tur på en af Nordeuropas største minitogbaner.

Praktisk information
FARS DAG arrangementet foregår tirsdag den 5. juni fra kl. 10 til 17.
Børn har gratis adgang, voksne koster 90 kr. og pensionister 80 kr.
Nogle af aktiviteterne kræver billet, som koster 20 kr. og kan købes på pladsen.