Efterårsferie med gang i

Efterårsferien på Danmarks Tekniske Museum byder på nye oplevelser og gode gamle kendinge. I den nyåbnede udstilling kan du gå på opdagelse i den teknologiske og digitale verden som smartphonen åbner op for. Og i museets kreative værksteder kan du blandt andet programmere robotter, bygge balsatræsflyvere og male tinsoldater.

Smartphonemania
Museets nye udstilling Smartphonemania fortæller om kommunikationsteknologi og opfindelser, der gennem tiden har fået indflydelse på menneskets liv og omgangsformer, og om hvordan vi håndterer de forandringer, de nye teknologier fører med sig. Udstillingen tager afsæt i en genstand, vi alle kender, nemlig smartphonen.

Robotter og fly
I museets opfinderværksted kan du afprøve dine evner som robot-programmør, og få de sjove ozo-robotter til at bevæge sig rundt. Du kan også bygge din egen løbske børsterobot eller en flot balsatræsflyver. Det vil også være muligt at opleve en række forskellige robotter som Terminator, C3PO og R2D2´s fætter eller klappe museets søde dinosaur robotter.

Tinsoldater, samlebånd og tog
I det gamle Kandestøberi kan du se hvordan man støber tinsoldater, og du kan selv prøve at male en af de mange forskellige tinfigurer i flotte farver. Er du mere til samlebåndsarbejde, så kan du prøve at bygge en elektromotor af kobbertråde og batterier ved det gamle Nilfisk samlebånd. I hele ferien vil museets udendørs togbane, Parkbanen, også køre hver dag, hvis vejret tillader det.

Praktisk information
Museet har åbent alle dage fra kl. 10 til 17 – også mandag den 16. oktober.
Aktiviteterne finder sted fra kl. 11 til 15:30.