Danmarks Tekniske Museum 3D printer skoleelevers opfindelse til landsfinalen i Unge Forskere konkurrencen

Elever fra 7. klasse på Rønnebær Allé skole i Helsingør efterlyste i sidste uge i Helsingør Dagblad en 3D print sponsor til deres opfindelse, som er blevet udtaget til landsfinalen i innovationskonkurrencen Unge Forskere. Det var en opgave som Danmarks Tekniske Museum gerne ville hjælpe med.

Projektet går ud på at skabe en modstandsdygtig øko-bistade, der forhindrer bier i at blive angrebet af snyltere.

” Vi syntes det er helt vildt sejt, at eleverne er nået helt til landsfinalen i Unge Forskere og vi vil altid gerne hjælpe lovende unge iværksættere. ” siger direktør Jesper Larsen fra Danmarks Tekniske Museum. ”Vi ved godt hvor vigtigt det er, at kunne få lavet en prototype af sin opfindelse, så man bedre kan fornemme og mærke, hvad projektet går ud på. I museets samling har vi blandt andet en række af de prototyper, der har dannet grundlaget for nogle af Danmarks største succeser som f.eks. prototypen på den første Legoklods, Le Klint lampeskærmen og æggebakken samt en lang række andre modeller af danske opfindelser, som i dag er blevet til store danske industrivirksomheder, herunder Hartmann og Coloplast”.

”Vi krydser finger for eleverne og vil meget gerne efterfølgende udstille deres øko-bistade på museet” afslutter Jesper Larsen.

Det tager stadig langt tid at 3D printe en model, så i de kommende dage vil man på museet kunne følge med i, hvordan det ser ud, når elevernes model bliver printet.